Vores historie

I november 1967 åbnede en gruppe studerende på Handelshøjskolen i København (i dag CBS) en lille boghandel. Formålet var at skaffe billige bøger hjem til studerende. Boghandlen kom til at hedde Samfundslitteratur og var en selvejende institution, der senere blev til Den erhvervsdrivende fond Samfundslitteratur.

Virksomheden var en ’not for profit’-organisation og havde studerende i bestyrelsen. Overskud i virksomheden, som ikke blev anvendt til konsolidering, blev kanaliseret tilbage til de studerende i form af prisnedsættelser, forbedret service og støtte til sociale og faglige aktiviteter på studiet.

Academic Books - de studerendes boghandel

Sådan startede det hele, og sådan er det stadig. Vi hedder i dag Academic Books og er stadig ejet af fonden, som nu hedder SL fonden. Vi har samme formål og er stadig non profit, og vi har fortsat studerende i bestyrelsen.

 

 

Siden 1967 har vi vokset os større. I 1992 bevægede vi os for første gang ud over CBS’s rammer og åbnede butik på Roskilde Universitet. I 2004 overtog vi boghandlen på LIFE (dengang Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole) og i 2009 Akademisk Boghandel med yderligere fire butikker på Københavns Universitet. I 2010 overtog vi Atheneum Boghandel, som ligger i hjertet af Københavns gamle studiemiljø.

SL fonden driver i dag syv butikker og en række akademiske forlag. Forlagsflagskibet er Samfundslitteratur, som har fokus på den gode akademiske lærebog. Til familien hører også Roskilde Universitetsforlag, Biofolia, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, CBS Press og Forlaget Metropol.

 

 

I november 2012 fejrede Academic Books vores 45 års fødselsdag med gode tilbud og konkurrencer. I den anledning var det også muligt at høre denne festlige musikalske fødselsdagshilsen fra et par af de studerende, der sidder i bestyrelsen for SL fonden.

 

Academic Books' igennem årene - stadig de studerendes boghandel