Han danser på sin søns grav

  • People´s Press
  • 2009
  • Paperback
  • 248
  • dan
  • 1
  • 9788770557474
0

København, de svimlende opgangsår efter årtusindskiftet. Byens kulturelle elite fejrer sig selv med fester, dyre restauranter og eksklusive vine. Borte er barndommens hængemulesocialisme og negativitet. Nu siger man ja til alt. Også til pengemændene – tidens sande vindere – der møver sig ind alle vegne med deres kreditcards og analsex. Ja, selv i ferieparadiset Tisvildeleje, kulturborgerskabets fortabte tidslomme, falder sæderne med et brag. Midt i alt dette – nydesygen, fråseriet og fantomsmerterne – befinder Mikkel Vallin sig. Han er bernadottebarn, bohème og madanmelder på en avis, men også ved at forsurre i sit eget og andres medløberi. Overalt i omgangskredsen af kunstnere, kreative og almindeligt forkrøblede lurer katastrofen under overfladen. Og ikke anderledes hos ham selv. Vallin længes mod Bee Gees og ungpigebryster, mere end bleer og Østerbro. Men festen er slut, og kærligheden væk. Og tilbage er dansen med dæmonerne og skeletterne, de fraværende fædre, og arven fra forældrene, de satans 68’ere ...

Han danser på sin søns grav er et tids- og generationsportræt, syv sammenhængende historier, som river i næsen og giver vand i øjnene. Ikke for sarte sjæle, men morsomt som ind i himlen – og helvede.

Martin Kongstad (f. 1963) har i mange år arbejdet som journalist, klummeskriver, kulturskribent og madanmelder på københavnske aviser og magasiner. Han har ligeledes udfoldet sig inden for film, tv, teater, musik og reklame, mest som tekst- og manuskriptforfatter (bl.a. på Dr. Dante og med tv-serien Deroute), men også som skuespiller i Jonas Elmers film (Let’s get lost m.fl.). I 2003 skrev han sammen med Henrik Vesterberg bogen Dengang i 80’erne. Martin Kongstad er opvokset i København og bor i dag på Nørrebro. Han danser på sin søns grav er hans debut som skønlitterær forfatter.

249,00 kr.