SymfUni triumferede i foråret 2018

 


 

I 2018 var der tæt løb mellem finalisterne til STØT DIT STUDIELIV foråret 2018 – vinderne blev de musikglade studerende fra SymfUni.

 

Et ungt orkester med ønske om at knytte sociale bånd på tværs af Københavns Universitet

SymfUni er et forholdsvis ungt universitetsorkester, som blev grundlagt i 2007 af en gruppe studerende ved Københavns Universitet. Missionen med stiftelsen af orkesteret var et ønske om at samle studerende om at spille klassisk musik og samtidig knytte sociale bånd på tværs af de forskellige studieretninger, årgange og fakulteter.

I dag består orkesteret af 55-60 faste medlemmer, som repræsenterer samtlige fakulteter fra Københavns Universitet. Orkesteret tæller også medlemmer fra andre universiteter i Københavns omegn og hvert semester tiltrækker SymfUni mange udvekslingsstuderende fra hele verden. Udover at medlemmerne får mulighed for at spille musik sammen, har orkesteret også en stor social værdi for musikerne, og giver dem mulighed for at koble af fra en travl hverdag på studiet. Universitetsorkesteret spiller to koncerter hvert halve år.

 

SymfUni fik mulighed for at dele deres fælles glæde

Orkestret mødes en gang om ugen omkring deres fælles glæde for at spille klassisk musik og har spillet adskillige koncerter med et bredt repertoire, herunder symfoniske værker, værker for soloinstrument og filmmusik. Præmien fra STØT DIT STUDIELIV på de 10.000 skattefrie kroner gik til leje af øvelokaler, løn til dirigent og assistenter samt til afvikling af to koncerter i efteråret 2018.